Begravet //Viola

S: Biblioteket
T: Eftermiddag
V: Solskin

Mikal sad ved et bord med en kæmpe bunke bøger om sundhed og styrke og sukkede, da han havde sagt ja til at være lære på skolen troet han ikke han behøvede så meget træning, gud hvor havde han taget fejl, hun sad han så her, begravet i tons hvis af bøger, og bare for at forberede sig på sin første time

Viola sad oppe på en af bibliotekets reoler, og læste i en bog. Hunhavde klædt sig sådan, at hun skjulte at hun var en kvinde. Hun så op fra sin bog, og kunne se en ung mand. Hun kravlede ned, men gled på stien. og faldt ned i en stor stak bøger. Samtidig faldt der en ordenlig stak bøger ned ovenpå hende. Hun bed sammen, da de ramte hende

Mikal havde skulle rakke ud efter en bog da han lagde mærke til en person der var på vej ned af en stige, og da hendes fod gled var han reaction hurtigt, han hoppede over bordet om kom hurtigt derhen, han nået ikke at gribe dem, men nået at gribe personen i brude stilling og trække dem op og væk før de andre børger ramte dem.
"Er de okay?" Spurgte han stille og så på personen

Hun tog sig til hoved. "Si si" sagde hun, og så på ham. Hun var aldrig blevet grebet af en før. "Jeg er okay, jeg gled bare" sagde hun på spansk. Hun kom til at få øjen kontakt med ham, og så væk. *Kvinder må ikke have øjenkontakt med mænd, før man kender dem* tænkte hun

Mikal nikkede og stille stille personen ned og så ned af dem "Undskyld mig, men hvorfor er de ikke I uniform"

ikkefået" sagde hun, og bakkede lidt væk fra ham. Ville hun få problemer, nu da hun ikke gik i uniformen. Hun havde ikke fået den. Ingen havde opdaget det før nu, og hvem var den unge mand mon. Viola tog sin jakke, og tog den på. Men opdagede, at hun havde revet sin arm. Hun tog båndet ud af sit hår og forbandt sin arm. "Viola donna Adelina" sagde hun

"Viola" han tænkte stille "The flower lady of the nobels" han bukkede "Jeg er Mikal, lære fra hus kamp undervisning" han rettede sig op og så på hende "Kom, vi skal få ordnet den arm ordenlig og du skal havde din Uniform"

Hun bakkede. Hun turde ikke stole på ham. Hun greb fat i en lav reol, og sprang op på den, så hun var over ham. "Hvordan ved jeg om De taler sandt Señor" sagde hun, og bandt håret i hestehale. Hun lagde hånden, på en kasse der var på reolen. I den var der et sværd, som hun trak op

"Jeg er lære" sagde Mikal stille og så bare på hende "Du I en skole fuldt med deliktiver og du vælger at trække et sværd på den første der taler til dig, hvordan ved jeg det ikke er dig dig lyver og du måske har sniet dig ind på skolen?" Han tog stille en hånd ned I lommen og tog hansker på.

"Don Diegos datter vil aldrig lyve" sagde hun, og lagde sværdet i kassen igen. "Undskyld, men jeg stoler ikke så meget på folk, efter min fars mord, så har jeg ikke stolet på nogen, selv ikke fyre fra mit eget land" sagde hun

"Hvis de ikke kan stole på nogen frøken Viola vil de få en meget sværd tid på denne skole" Sagde Mikal og så på hende.

"Har jeg allerede, få forstår mig, jeg er spansk" sagde hun. Viola var halv spansk og halv japansk. men hendes mor havde levet i spanien meste af sit liv, så hendes egen mor kunne ikke japansk

"Aha, men kom nu ned fra der oppe og lad os få tjekket den arm og komme ned på kontoret okay" Han så roligt på hende.

Viola kom ned, og sikrede sig, at hun ikke ville glide på endnu en bog. Hun holdt om sin arm, da hun kom ned. Ville hun mon få skæld ud over at hun ikke havde en uniform

Mikal nikkede stille og begyndte så at gå "Kom, lad os først få tjekket din arm"

Hun gik med ham, men sagde intet. *Hvad mon det han sagde betød, jeg forstår jo ikke ret meget af deres sprog* tænkte hun og kiggede på sin arm. Men hun fulgte med ham

Mikal gik stille hen til sygeplejesken "Bare gå ind Viola, imens henter jeg din uniform"

Hun så lidt på ham. og tog så sin oversætter frem. "Ikke forstå" sagde hun, og holdt oversætteren mod ham. Den ville nemlig oversætte hvad han sagde, om til spansk

"åh" Mikal bukkede sig og sagde ind I oversætteren "Gå her ind og vent på mig"

"Si si" sagde hun, og gik der ind, og satte sig på en stol. Hun ville se om hun kunne få lavet n oversætter der ikke var så stor, og som oversatte, når man bare snakkede, istedet for hun altid skulle have den store oversætter frem

Mikal gik ned på kontoret og snakkede med folk der og fandt hurtigt ud af hvordan han skulle få Violas uniform, imens tjekkede sygeplejersken Violas arm

Viola så på imens, ikke fordi det gjorde ondt, men for at lære. Så hun ville kunne hjælpe folk. Men hun holdt oversætteren frem, så hun kunne forstå hvad der blev sagt

Mikal fik fat I uniformen og gik tilbage til Sygeplejesken og gik ind.

Hun så op, og så ham komme ind. I det samme strammede sygeplejesken bandagen om violas arm. Viola bed lidt sammen, og så så på mikal

Mikal smilte stille og gik over og lagde uniformen ved siden af Viola og gik så ud og ventede på gangen.