Nyt eventyr! shopping uden penge //Viola//

Sted: London, Broen ved siden af Big Ben
Tid: 15:50
Omgivelser: Der er mange mennesker overalt, dog er der masser af gadesælgere på broen.
Vejret: Små regn, vindstille
Påklædning: Støvlerne fra uniformen. Short med en hvid t-shirt og en dejlig vand strik cardigan, samt lår-lange stribet strømper, samt en skjult kniv. sort læder rygsæk og en paraply.

Regnen landede på Noras hår og trillede videre ned. Hun lænede sig op af gelænderet på broen og ventede spændt. Hun plejer altid at komme før tid for at kunne observere ting, der sker. Hun kiggede sig lidt omkring.
*Hvor er det dog smuk. Dette smukke sted, som der bliver beskrevet i så mange bøger. Hvilke et mysterium England dog er*tænkte hun og smilede for sig selv. Hun lukkede øjne og lød de fremmede lyde trænge ind i hende, lyden af de mange skridt, gade pigens sang, sælgerenes tiggen og regnen der ramte jorden. hun åbnede endnu engang øjne og nød synet. Dette var England. Hun så nogle forfærdelig klædte børn gå rundt og tigge de forskellige mennesker, der både sad på bænkene og gik i fuldt tempo.
*Hvor er det dog trist* Nora viste tegn til at komme hen til hende. Børnene kom luntende og stirrede intenst på hende. Nora kæmpede sig ned i hendes ene bukselomme og fandt et lommetørklæde frem. Hun holde det ude, så regnen gjorde det fugtigt, og tørrede det ene barns ansigt.
"Du er smuk" sagde hun og smilede til drengen. Hun tog nogle mønter op af den anden lomme og lagde dem forsigtig i hans skrøbelig hånd.
"Husk, at passe på de andre" sagde hun med en skrap tone i hendes stemme, og gav dem alle sammen derefter et smil, hvorefter de luntede videre, men den lille dreng kiggede dog en gang tilbage inden de forsvandt.
Nora kiggede på hendes armbåndsur *klokken er snart 16. Hun kommer nok lige om lidt* tænkte hun spædt og lagde lommetørklædet tilbage i lommen.

"En dame danser," sagde en dreng og pegede hen på en i en smuk kjole. Det var viola, Hun dansede for nogle børn, og fik dem til at le. Hun satte sig på knæ foran en lille pige, og smilede. "Løb hjem børn, ellers bliver det for sent" sagde hun kærligt, og rejste sig op, og gik hen på et toilet, og skiftede om til bukser og trøje, og kom derefter hen til Nora

Nora kiggede ser lidt omkring og hørte leende børn *Lyden af glæde. Det er den bedste lyd* tænkte hun for sig selv og begyndte at kigge efter Viola. Efter et par minutters søgen med øjne, så hun hende og vinkede "Viola, her henne" råbte jeg på spansk, og håbede på det fangede hendes opmærksomhed

Viola kom hen til hende. "Hola, det er svært at finde rundt her, jeg for vild" sagde hun og tog silkebåndet ud af sit hår,og lagde det i sin lomme. "Hvad var det nu vi skulle" sagde hun så

Hun smilede af hende, da de var i tale-afstand fra hinanden. "Vi skulle jo finde en opbevarings kasse/kuffert til dit sværd" sagdehun spændt. "Kender du nogle gode butikker til dette formål" sagde Nora eventyrlystigt og fjernede det fugtige hår fra hendes ansigt

"Ikke her i england, hjemme i spanien var der en butik der hed Sword and heart, der lavede alt til sværd" sagde hun. Hun havde sin ordbog fremme, da hun ville sige det i engelsk

"Det er helt okay. Jeg kender nogle der måske kender et sted" sagde Nora glad og tog om Violas håndled, og førte hende ned i metroen. Selv om england altid var lidt mere fremme i teknologien var der altid beskidt nede i metroerne. De små rengørings robotter havde altid travlt og endte altid med at gå ned efter 3 måneder. Nora kiggede op på skiltet og der stod at metroen ville komme om 3 minutter.
*vi må skynde os* tænkte Nora og tragte Viola efter sig. Hun gav hurtig slip på Viola for at finde hendes kort frem fra tasken. Hun fandt togkortet frem og proppede ind i maskinen, hvorefter hun tastede antal zoner og personer ind og pengene blev trukket fra hendes bankkonto.
"Sådan der" sagde hun glad og kiggede på skiltet. " minutter. Hun havde ikke tid til at ligge kortet ned i tasken igen, så hun tog det i munden og tog endnu engang fat i Violas håndled og kæmpede sig igennem de mange mennesker.
Da de endelige, efter den lange kamp, var på perronen var der hele 1 minut tilbage. Hun smilede til Viola "hehehe vi når det" sagde hun glad og lagde kortet tilbage i tasken

Viola nikkede. Men hun hørte med et nyhederne, der blev vist på en skærm.Man ville genoptage sagen om hendes far. Hun sank på knæ, og så på skærmen. For der blev vist billeder fra mordet, hvor hun kun var et barn. Hun rystede på hoved for ikke at huske det.

Nora så nyhederne og skyndte sig at kigge mod Viola. Hun var faldet ned på knæene. "Viola" sagde hun bekymret og hjalp hende op.
"Dette kan kun være godt" prøvede hun at sige med en optimistisk stemme. Metroen kom sussende og blæste vinden frem på perronen, så håret blæse rundt på hovederne af folk. Nora rettede hurtigt på sit hår og tragte Viola med hende stille ind i metroen.
"Du skal ikke bekymre dig" sagde Nora trist imod hende. metroen blev mere og mere proppet og det endte med at man ikke havde noget personligt rum for sig selv. Hun kiggede trist på Viola og holdte hendes hånd i håb om at det ville hjælpe

Viola sank. Hun så på nora, "Tak nora, det er bare underligt at vide at de tager min fars sag op igen" sagde hun, og forsøgte at smile.

"som jeg sagde før. Kan det kun være godt!" sagde hun og kiggede stadigvæk lidt bekymret. "Men skynd dig op og stå. Der er for mange mennesker herinde. Du kunne risikerer at blive mast, især ved svingende" sagde Nora lidt bekymrende og hev Viola op ved den ene arm.
Efter at metroerne var blevet udskiftet med nogle magneteffektive skinner, er de meget hurtigere, men ulempen er, at svingende er blevet mere ekstreme, så folk plejer at trille rundt når de kommer.
"Hold fast i noget Viola, der kommer et sving lige om lidt" sagde Nora og holdte fast i en stang tæt ved hende

Viola holdt fat i en stang, men så at en lille pige ikke noget. Viola slap stangen, og kastede sig, så hun greb pigen, og brugte sig selv som skjold, for at beskytte den lille pige.Men Viola ramte en metal stang og kastede blod op af slaget i sin side. Men hun beskyttede stadig den lille pige.

Nora så Viola forsvinde fra hendes side. *Hvor blev hun af* tænkte hun forvirret og skræmt. Svinget var ekstremt og folk væltede ind i hinanden. Nora hørte et skrig fra en ældre dame "ohhh hun kaster blod op" sagde hun. Jeg vidste med det samme hvem det var.
"Folk! Flyt jer!" råbte jeg så højt som jeg kunne, og maste mig igennem menneskerne og hen til Viola, som lå sammenkrøllet om den lille pige. Folkene i metroen flyttede sig og maste sig endnu mere sammen for at kunne danne en lille rundkreds rundt om Viola.
"Viola dog" sagde jeg bekymret og løsnede hendes greb om barnet.
Jeg tog brillerne frem, som havde indbygget mobil og ringede, mens jeg hjælp Viola op. En mand var så venlige at rejse sig fra sit sæde, og jeg løftede Viola derhen for at sidde ned. Rørret fra den anden side blev taget. Den genkendelige stemme var dejlig.
"mama Claudie" sagde jeg kærligt, men der var ikke tid til snik-snak, så jeg gjorder det klart og tydeligt.
"Jeg skal bruge en til at hente os på Cannon street st. og det skal være rimelig hurtigt, og lægepleje parat når vi ankommer" sagde Nora hurtigt. "okay, ses" der der sagt og opkaldet sluttede.
I højtaleren sagde en dame med en yderst feminin stemme "Cannon Street". *Nu er vi her* tænkte jeg og fik Viola om på ryggen af mig og ud af metroen. Nu skulle vi bare opad de mange trapper. *Jeg er glad for alle de morgentræning har givet bonus* tænkte jeg tilfreds og gik roligt opad trappen for ikke at forvolde Viola nogen smerte.
Da vi nåede op af undergrunden, regnede det stadigvæk svagt. Nora bar hende hen til den nærmeste bænk at fik hende forsigtigt ned.
"Nu skal du bare forholde dig i ro" sagde Nora bekymret og kærtegnede hendes kind.
Det lille barn kom løbende hen til Viola med en kvinde i hånden. Nora kiggede på dem og smilede, hun kiggede derefter på Viola og sagde "Jeg tror der er nogen her, der gerne vil snakke med dig" og viste hende den lille pige

Viola så den lille pige. "Er hun okay?" sagde viola så godt hun kunne. hendes ribben gjorde ondt. Viola havde jo kun tænkt på at beskytte den lille pige, så hun ikke kom til skade

Barnet så på Viola "jeg er okay" sagde hun glad "Jeg vil bare sige mange tak for at have hjulpet mig" sagde barnet og bukkede for hende og gemte sig bag kvinden. "Jeg undskylder, men siger mange tak for at have hjulpet mit barn" sagde kvinden med en hengiven smil på munden. Hun gav sit visitkort til Viola og bukkede. "Hvis der er noget jeg nogensinde kan gøre, så sig endelige til" sagde moderen inden hun gik med datteren i hånden og forsvandt blandt menneskemængden.
Nora satte sig ved siden af Viola og kærtegnede hendes hår "Du behøver ikke at sige noget, bare tag det helt roligt, for hjælpen er på vej" sagde Nora beroligende og tog endelig brillerende af, foldede dem sammen og lagde tilbage i tasken

Viola nikkede, og tog sig til siden. Hun så på visitkortet. Hun gav nora det, og bukkede sig forover, og holdt til sine ribben. Hun kastede op, og der var lidt blod med i det. Hun tørrede sin læbe, og sukkede.

Minutterne føles som timer, men endelig kom bilen frem.
Chaufføren steg ud af bilen og bukkede Miss Everline "dejligt at se dig" sagde han. Nora løb hen og gav ham en ordentlig bjørnekram "Lad nu være med at snakke formelt til mig, Seff" sagde Nora og smilede.
"Nu nok om det. Vi skal afsted i en fart" sagde Nora skrap og tog fat og Viola og fik klemt dem begge ind i bilen. Steff lukkede døren efter dem.
Bilen var en af de helt nye moderne biler, som lige havde landet på markedet. Glassende var skudsikre og deignet var moderne og stilrent. Bonusset ved bilen var at den kunne køre rigtig hurtig!
Nora sad med Viola ved siden af hende og støttede Violas hoved mod sin skulder.
"Vi er der omkring de 10 minutter Viola, så hold ud så længe" sagde jeg bekymrende og havde en spand parat i bilen, hvis hun skulle kaste op igen.

Viola tog hurtigt spanden og kastede op i den. Hun blev altid køresyg i biler. Men det gjorde bare ondt på hende at kaste op. Hun lagde sin hånd i sin side og sukkede. "Møg hvor det gør ondt" sagde hun

Bilen stoppede og Steff sagde "nu er vi her". Han gik udad bilen og åbnede døren for os. Nora kom ud og hjælpe Viola ud. Nora tog Violas arm over skulderen, så hun blev holdt nogenlunde op af hende. Nora fulgte efter i Steffs fodspor.
Vagterne lukkede dem alle ind. Lobbyen var prægtig og skinnede i de fineste farver. Spejle kastet op på loftet og hvide marmor søjler som dallede ned fra loftet skæret ind i forskellige kvindelige former. Møblerne var belagt med det fineste safir og mandelige tjener rendte rundt og serverede for kunder, som ventede. Malerier af nøgne kvinder hang på væggene, samt store krystallysestager som hang fint fra loftet.
"Viola, Jeg ved hvad det ligner, og det er faktisk, hvad det ligner, men jeg forklarer senere" sagde Nora lidt tøvende.
En lidt buttede dame kom gående hen imod os efterfulgt af en middelalderende mand i hælende på hende.
"Viola. Du bliver fulgt op til hospitals rummet, og jeg kommer bagefter, okay" sagde Nora smilende og gav armen videre til Steff.
"Nu har i at passe på hende" råbte Nora til Steff og lægen, der stod og ventede på elevatoren. Mama Claudie gav Nora et elevator blik og smilede stort. "Nora, min lille pusseling. Du er jo endnu pænere end sidste gang jeg så dig, måske skulle du komme og arbejde her igen. jeg giver dig dobbelt løn" sagde hun og nussede Noras kinder.
"Det tror jeg nu ikke Mama Claudie. Jeg har et fint antal liggende på kontoren" sagde Nora og gav hende en krammer.

Viola så på nora med smerte i sit blik. Smerterne gjorde hun ikke kunne stå opret. Hun ville ikke vise hvor ondt hun egentligt havde. Men det blev sværre og sværre at skjule. "Det er bare en skræmme, sådan et slag slår ikke Don Diegos datter ud" sagde hun

Nora så dem forsvinde ind i elevatoren og håbede kun på det bedste. Hun tog hånden om Mama Claudie og tragte hende med til den anden elevator. Mama Claudie havde svært nok med at følge med på grund af de høje stilleter hun havde på, men at falde, det ville hun i hvert fald ikke.
"Nora, hospitalts rummet er rykket op til anden sal" sagde hun. De trådte begge ind i elevatoren og ventede. Elevatoren var ovalt formet og havde spejle langs siderne, og bagerst var der glas, så man kunne se ud til det store rum, hvor alt foregik, det var centrum for hele bygningen.
Da elevatoren stoppede trådte Nora hurtigt ud af den og fulgte de farverige skilte ind i sygestuen og fandt Viola på sengen med bandage rundt om taljen på hende. Hun skyndte sig hen til hende og satte sig på en stol ved siden af sengen.
Lægen sagde til Nora "Hun har fået noget smertestillende, men vi bliver nød til at vente før vi kan bøje ribbenet tilbage på dens rette plads" sagde han og pegede på udstyret. Det var noget helt nyt, der kunne syre de indre knogler ved at vide hvilke kemiske forbindelse knoglen betød af.
"Viola, har du det bedre?" sagde Nora med et helt bekymret udtryk

"Jeg har det bedre, men Nora nogen af dem stirrede, da jeg sagde jeg var Don Diegos datter, hvorfor gjorde de egentlig det?" sagde hun og så på hende. "Nora hvad mener de med at bøje mit ribben" sagde hun

"Du skal ikke være bange for dem" sagde Nora efterfulgt af et lille grin. "De fleste af kommer fra Spanien, og Mama Claudie, som er ejen af stedet har en af din fars fægtesværd. Hun er faktisk en rimlig stor fan" sagde hun grinede og pegede på Mama Claudie, som skældte en eller anden ud, som var ankommet til syge rummet.
"Du skal hellere ikke bekymre dig om dine skader. Dem ordner Kenn, som er læge her på stedet. De har jo den nyeste apparater indenfor lægekundskaben" sagde hun og skimte hen imod Kenn, som smilede for sig selv og rodede med nogle forskellige medicin flasker, henne ved nogle skabe.

JEg er altså ikke særlig vild med læger, har altid forbundet dem med smerter, selv fra barnsben" sagde hun og sukkede. Hun tænkte på sin far, og fik tårer i øjnene, hvor hun dog savnede ham

"Du skal ikke være bange for læger, selv om de tit kan virke skræmmende. De vil der kun det bedste. Deres job er jo at redde mennesker" sagde Nora og kiggede ud ad øjekrogen på Kenn. Hun mærkede hvordan stemningen omkring dem faldt sammen, da Viola begyndte at græde.
"Nej Viola du må ikke græde" sagde hun ivrig og tørrede tårende væk med hendes ærme fra cardiganen