Nyt eventyr! shopping uden penge //Viola//

"JEg kom til at tænke på min far, og det piner mig lidt" sagde hun og tørrede nogle tårer der løb. "Ingen må vide at jeg har grædt Nora" sagde hun

"Ingen får det et vide" sagde Nora og satte sig ordentlig op på stolen. Lyden af skridt kom nærmere imod dem. Det var Kenn.
"Nora og Viola. Det er tid til indgrebet. Vi skal have sat benet tilbage til dens ordentlige position nu, men du skal lige havde de her smertestillende piller først" sagde han rakte dem hen til hende. Pillerne var aflange og gennemsigtige, inden i var der et pulver med farven rød, som indikerede at det var en høj smertestillende pille. Nora gik hen til en vandhane der lå gemt bag medicinskabene. Hun åbnede for det kolde vand og mærkede efter, derefter fyldte hun glasset op, og gik hen og rakte det til Viola.
"Her er noget der hjælper på at få pillerne ned" sagde Nora roligt

Viola havde slugt pillerne, da nora kom hen til hende. men hun tog glasst og drak det. Hun ville være sikker på, at hun fik pillerne ordentlig ned. "Skal jeg bedøves når i gørdet, eller skal jeg være vågen?" sagde hun så

Nora det tomme glas fra hende og stillede på bordet der lå ved siden af sengen. Kenn iagtog hende i nogle sekunder og sagde "Du ville være vågen når det sker. Det er jo ikke en operation, hvor vi skærer dig op min kære, men bare rolig du vil ikke kunne føle smerten, måske en kilden. Men først skal vi vente i omkring de 10 minutter før pillerne når deres fulde effekt" sagde Kenn til hende og gik hen imod medicinskabet og fandt apparatet frem fra boksen som lå på stålbordet. Han undersøgte det nøje og gjorde det parat til at blive brugt.
Imens snakkede Mama Claudie højt råbende i telefon. Hendes øjnede farede rundt til alle sider, da hun brugte den nye skærm teknologi, hvor der ville blive dannet et hologram af personen foran øjnene. Midt i det hele blev døren hevet åben af en kvinde.
Hun blødte fra hendes hoved. Hun var ikke særlig påklædt. Hun havde et korset på som var forbundet med et par højsiddende nylonstrømper, dog var hendes ene bryst blottet. De smukke diamant smykker sad forvirrende rundt og nogle var endda revet i stykker. Nylonstrømperne var der blevet revet huller i, i flere forskellige steder. Hun haltede hurtigt og skrækindslagende hen til Mama Claudie.
Nora kiggede chokeret hen mod dem og vidste præcis hvad der foregik.
Mama Claudie satte sit opkald på pause og tog kvinden med sig ud af sygerummet. Der blev råbt og trampet udenfor rummet og pludselig blev der stille.
Kenn kom gående med apparatet i hånden. "Er du parat Viola" spurgte han venligt og smilede professionelt til hende

Viola så direkte op i loftet. "Jeg er klar" sagde hun, og så hen på et vindue. "Sir Kendte De til Don Diego?" sagde hun så, for at tænke på andet

Nora rejse sig fra stolen og trakte et trykkede på en knap, så 2 vægge dukkede op og skilte dem fra omgivelserne. Nu var det kun de tre og ingen andre.
Kenn ignorede Violas spørgsmål for at kunne koncentrere sig om at placere apparatet svævende over Violas talje. Med et tryk på en knap, lyste der et hologram af Violas krop frem. Kenn skiftede mellem de forskellige lag af hud, muskler og nået indtil knoglerne. Han fik zoomet ind på punktet med hans fingre. Han kiggede ikke på Viola, men var koncentreret.
"For at være ærlig Viola, kender jeg ikke din far, hvert fald ikke før jeg kom hertil" sagde han lidt grinende, men fik hurtigt et alvorligt ansigt igen. Han tog med hans ene hånd fat om knogles hologram og den med anden tastede han forskellige tal og værdier ind, som gjorde det muligt for han at bevæge knoglen som han ville.
"Ser du Viola" forsætte han. "Jeg kom hertil for omkring de 3 år siden. Jeg havde uddannet mig som en læge med 3 grader. Jeg havde dog ingen arbejdsplads, da de fleste arbejdspladser som læge var overtaget af læger med flere grader end mig. Men her blev jeg budt velkommen af Mama Claudie. Først var vores forhold ikke det bedste indtil den dag hun viste mig ind i hendes rum. Dette rum var fuldt op med forskellige former for fægtesværd, men den mest kæreste eje af sværgende var den, som hun havde fået af Don Diego selv, efter han havde vundet over hende i en kamp, da hun var yngre. Men alle her har hørt den historie. hun taler hele tiden om ham, så selvfølgelig ved vi hvem han er" sagde han med et smil.
Nora kiggede nysgerrigt på, men holdte sig stadigvæk på afstand.
Kenn stoppede og slukkede apparatet. Kiggede tilfredsstillende rundt og trykkede på knappen som fjernede væggende.
"Du er ny helt rask" sagde han glad

"Javel, havde bare håbet nogen kunne fortællemig hvorfor min far skulle skydes på åben gade, og hvorfor politiet først optager sagen nu" sagde hun, og satte sig helt op, og ville op at stå

Kenn rystede på hovedet. "Jeg forstår Viola, men jeg er ikke politiet. Jeg ved ikke hvad de tænker, men i England sker der mange brutale ting. Vi er trods alt landet med højest forbrydertal samt mord." sagde han til hende og pakkede apparatet ned i boksen. Nora gik hent til hende. "Hvordan føles det nu?" spurgte hun

"Jeg kan få vejret bedre nu, men nu er jeg mere opsat på at finde min fars mordere, mere end nogensinde" sagde hun, og rejste sig op. men hun følte sig lidt svimmel,så hun støttede sig til det nærmeste som hun kunne finde

Nora så optimisten i Viola, men blev enig med sig selv at det også kunne være for farligt. Hun var allerede kommet sig over indgrebet, men så at hun var ved at falde og skyndte sig at støtte sig til hende.
"Du skal passe på Viola. Der er ikke engang gået 5 minutter, men alligevel er du oppe" sagde Nora med en skrab stemme.

"Jeg skal fange den morder Nora, jeg er den der må redde min families ære" sagde hun, og tog sig til hoved. "Hvis jeg ikke fanger svinet, så kan en anden pige miste sin far på samme måde som jeg mistede min" sagde hun

"Viola. Jeg kan godt forstå dig, men husk på bare fordi du fanger denne ene mand, vil alt kriminaliteten ikke forsvinde. Hvor der er godhed vil der altid være ondskab." sagde Nora og hjalp henne op på benene igen.

"Så må jeg vel bare dræbe hvert eneste svin der er" sagde hun. Hun vil fjerne hver en mand der skadet familier, det skullevære hendes mission nu. Finde sin fars morder, og dræbe dem der kom i vejen for hende. Ingen skulle stoppe hende, hendes hjerte var nu fyldt med had, så den sidste del glæde og lykke der var, var nu helt væk fra hendes hjerte.

"OHHH GOD VIOLA! nu stopper du! Du kan ikke bare rende rundt og dræbe folk. Du vil ikke være meget bedre end dem i sidste ende. Tænk på at de måske har været ligesom dig, fortvivlet , usikker, mistet en de elsker og blevet drevet til vanvid, fordi de lod deres liv blive styret af en hændelse. Viola du er bedre end det!" råbte hun af hende.
Kenn sneg sig hurtigt, men stille ud ad døren og efterlod rummet til dem.

Hvad skal jeg ellers gøre nora, jeg kan jo ikke binde mig til nogen, når jeg føler mig så splittet" sagde hun og holdt om sig selv. "Far sagde altid, kærlighed er det der beroliger og gør stærk, men jeg har ikke det" sagde hun

"Viola, du skal huske på der er mange former for kærlighed, men der vil altid være nogle der hjælper dig og er ved din side, men engang imellem når man stadigvæk føler sig helt alene uden andre, så græder. Man græder sin tristhed bort, græder sine dårlige minder væk." sagde jeg roligt til hende

"Det skal jeg huske, det er bare svært, når man er en fægtemesters datter, Jeg har jo altid lært kamp, da far forsvandt/døde, der overtog onkel hans opgave om at opdrage mig i fægtens kunst" sagde hun

"Du skal ikke bekymre dig mere, og jeg har faktisk en overraskelse til dig" sagde Nora glad med et stort smil på læben.
"Som du nok ved nu, er Mama Claudie en stor fan af din far. Hun vil rigtig gerne give dig noget" sagde hun. Nora rejste sig fra stolen og gik hen i mod døren. Mama Claudie ventede udenfor døren med en flot læder betrækt fægtekuffert.
"Du kan give den til hende nu" sagde Noa og viste hende ind. Mama Claudie gik forsigtig, på sine høje stilletter, hen til Viola. Hun satte sig på stolen som Nora sad på før. Hun lagde kufferten i armende på Viola.
"Viola, jeg vil meget gerne give den her til dig" sagde hun med et lille smil på hendes pinke læber.
"Den stammer faktisk fra din fader. Jeg købte den lidt efter din fader døde. Jeg ville sørge for den kom i de rette hænder" sagde hun

Viola så på hende, og lignede kort sin mor. Hun åbnede kufferten og så i den, for at se hvad det egentlig var. Hun så udskåret violer i kuffertens læder."Violer, far skar det næsten i alt da jeg var lille" sagde hun

Mama Claudie blev helt rørt. Hun fældede en tårer, men tørrede den hurtig væk. "Ohhh nej dog. Se hvad du gør ved mig Viola." sagde hun med et lille smil på læben. Hun gik fra stolen og hen til Nora. "Du har en god veninde. Pas godt på hende" sagde hun og smuttede ud ad døren for at få ordnet hendes ødelagte make-up. Nora gik hen til hende. "hvad siger du så" sagde hun med et smil på læben og gav Viola et lille kram

"Begyndte hun ikke lige at græde" sagde Viola. "Nora, der skulle vel ikke være en helt hvid kjole her, med broderet violer på. Det var mors, og far havde den altid med, når han var nogen steder" sagde hun

Nora kiggede en smule trist på hende. "Den kjole du snakker om, blev solgt inden Mama Claudie fik købt den" sagde Nora trist. Hun satte sig ned på sengen ved siden af Viola.
"Jeg er ked af vi ikke kunne skaffe kjolen, men vi ved ikke hvem der ejer den. Personalet der holdte auktionen må ikke give informationer om køberne ud til nogle" sagde Nora og strøg hendes hånd hen over Violas kind.

"Vil prøve" sagde hun og for der hen hvor kjolen var solg. "Jeg beder jer, fortæl mig hvem der fik kjolen, jeg beder det var min mors, det sidste min far rørte, min far Don Diego" sagde hun bedende, og håbede virkelig på at kunne få det afvide

"Vi ved det ikke Viola. Dem der afholdte auktionen befinder sig et sted i Frankrig. De er de eneste der ved det" sagde Nora.
"Jeg ville ønske vi vidste det, men det gør vi ikke" sagde hun og så endnu mere bedrøvet ud.

Viola så mod himlen. Hun begyndte at synge, uden at huske der var nogen om hende. Hun så drømmende på himlen, og sang med hele sit hjerte. Som om hun længtes efter en. Men der var kærlighed i sangen, mere kærlighed, end hvad man egentlig havde til en far. Viola huskede så at nora var der, og holdt helt mund. "Okay, så håber jeg dem der har kjolen, vil værdsætte den" sagde hun