Nyt eventyr! shopping uden penge //Viola//

Nora så trist på Viola. Hun kunne føle kærligheden i sangen. Den mindede hende og hendes tider på børnehjemmet, da Elisa sang for dem om aften. Alle hendes kærelige minder fløj igennem hovedet på hende. Da hun stoppede med at synge, stoppede minderne. Nora omfavnede hende.
"Jeg tror de værdsatter kjolen rigtig højt. Ellers kan du jo altid prøve at opsøge dem" sagde Nora mens hun kærtegnede hendes kind

Hvordan, jeg ved jo ikke vej" sagde hun, og så ud. "Ved ingen ting..." sagde hunn, og lagde kort håret bag sit øre. Hun så derlagde en spansk kjole,som også var blandet af japansk. "Det ligner mors kjole, den hun havde på, før jeg kom til" sagde hun

"måske er det også den" sagde Nora smilende. "og du skal ikke sige du ikke ved noget! For det gør du. Du ved bare mere på et andet punkt, end nogle folk. Sådan fungere verden jo. Vi kan ikke vide alt om alting" sagde Nora

Nora, jeg aner jo ikke ret meget om min egen familie, det neste jeg ved er, at far var fægtemester, og at mor var japansk danserinde" sagde hun

"Du ved da mere om din egen familie end jeg gør om min" sagde Nora og strøg hendes hænder igennem Violas hår. "Du skal være glad for det du ved, men det er aldrig forkert at hungre efter mere viden" sagde hun

"Men mine bedsteforældre har jeg aldrig set" sagde hun og så ud. "Mon mine forældres ægteskab var en overtrædelse, siden at de aldrig lod mig møde min bedsteforældre" sagde hun

"Det ved jeg ikke, men det kan du altid finde ud af" sagde Nora med et drillende smil.
"Vi går jo trods alt på et detektiv skole. Du kan jo altid hacke dig ind på nogle fortrolige dokumenter, eller få en til at gøre det for dig. Jeg har hørt at Amelio er rimlig god til det" sagde hun og gav hende et venligt skub

kunne jo prøve," sagde hun, og så rundt for at se om der var en pc. Hun fandt en, og gik hen og begyndte at hacke. Hun ville se hvem der havde købt kjolen, og måske finde ud af hvad der egentlig skete helt med hendes far og grunden til det

Nora sagde intet, men fulgte efter Viola. Hun fandt en tilgængelig computer og begyndte at taste en masse.
*Hun er helt sikker i fuld færd med at hacke sig ind et eller andet sted for at finde kjolen* tænkte hun og smilte for sig selv.
*Det er da godt at hun ikke har givet op* tænkte hun og tragte en stol hen ved siden af Viola og satte sig på den, mens hun observerede det Viola gjorde.

Hun hackede sig ind på stedet der solgtes kjolens filer. så hun kunne se hvem der havde købt hvad. Hun så flere hundrede fil numre igennem, og fandt til sidst kjolen. "Det er gået til..... affald... kjolen kunne ikke sælges, da et navn var broderet i kjolens stropper.... den er blevet sendt til et hospital, hvor kjolen skal laves om til puder! jeg må finde det hospital med det samme" sagde hun og tegnede kortet ned, og for hurtigt ud. Hun løb afsted igennem gaderne, og så på skiltene, og ville ikke miste den kjole. Hun stoppede forpustet uden for et hospital, hun hev efter vejret, men for der ind, i håb om at det ikke ville være for sent.

Nora blev helt overrasket over Viola spurtede afsted. Hun kunne ikke andet end at følge efter hende. De blev igennem mange gader indtil hospitalet dukkede op. Nora var nu bare glad for at havde løbet de mange runder dagen inden, ellers ville hun havde været endnu mere forpustet. Hun løb med Viola derind og de stoppede op foran en reception/information. Hvor en dame sad foran hologram af en skærm. Hun vendte ansigtet imod os og smilede professionelt til os.
"Hvad laver i unge damer her" sagde hun med en tone uden nogen følelser i.

"I har fået en kjole hvor der er broderert et navn i, I må ikke lave den til puder, den tilhøre min mor, Min far Don Diego havde den med her til, da jeg var barn, for at få broderet navn og mønstre i kjolen til min mor" sagde Viola ligeså klart som hvis hun ikke havde løbet.

Damen nikkede. "Jeg vil tjekke" sagde hun og tastede og klikkede. Hun åbnede flere vinduer og fandt en frem. Hun drejede hologrammet rundt så vi kunne se den. Det var en kjole som stod i dens fulde længde, den var hvid med broderier på.
"Er det denne kjole de snakker om, miss" sagde hun

"Ja det er den, det er mors kjole" sagde viola og smilede glad. Det var så længe siden at hun havde set kjolen. Hun lagde sin hånd, imod lommen i hendes bukser, og tog en medalion frem og åbnede den, og viste kvinden den. På billedet var hendes mor og far, og på billedet bar hendes mor medalionen. Viola lignede sin mor næsten på en prik

Kvinden smilede. "Du er heldig min ven, vi har ikke nået at sy kjolen om endnu, da vi har haft alt for travlt, men hvis du havde været en dag forsinket ville den allerede havde været syet om til puder" sagde hun med et smil.
Hun rakte hende en pen og et glas plade.
"Hvis du skriver under her, så dukker din underskrift op på papiret her" sagde hun og viste hologrammet, hvor der står en masse på.
"Du får kjolen udleveret så snart du har skrevet under" sagde hun.

Viola tog pennen og underskrev, med en meget smuk håndskrift. Viola læste det igennem. "Sådan, så har jeg skrevet under miss" sagde viola blidt. Hun hørte lyden af noget sprække og så bag på sig. "IHH!" skreg hun. Hendes tøj fra sprækket hele vejen op af ryggen

Kvinden tog imod pennen og glas pladen igen.
Nora ansigt blev helt bleg da hun så at kjolen var sprækket. *OHHH GUD dog! kan denne da blive værrer" tænkte hun og tog sig til panden. Hun fik kjolen ned af bøjen og tog Violas hånd. Hun tragte hende med udenfor og fik fat i en taxa. Hun viste Viola ind og gav hende kjolen og satte sig ind bagefter.
"Sir. Kan du kører os til Northampton street" sagde Nora og lænede sig tilbage for at prøve at slappe af.

Viola var virkelig flov. "Er jeg virkelig blevet så stor at jeg får tøj til at sprække" sagde hun og sukkede. Hvis det var sandt, så ville hun aldrig kunne passe kjolen der havde været hendes mors. Hun så på sin medalion, og kørte en finger over det. "Jeg finder dig far, på en eller anden måde" sagde hun

"Jeg kender et sted, hvor din kjole kan blive som ny igen" sagde Nora og sukkede. Hun kiggede bekymrende på Viola. Hun vidste at en dag skulle det nok lykkes Viola at finde hendes far.
"Miss, vi er der om 2 min" sagde taxa chaufføren

Det undre mig stadig, at den sprækkede, jeg er jo ikke stor eller noget, så den burde jo ikke sprække overhoved" sagde hun, og begyndte at flette sit hår. Hun så ud. "Jeg var heldig" sagde hun

"det var du hvert fald" sagde Nora og smilede. Hun kiggede på kjolen og nær studerede den.
"Kjolen er jo gammel, det kan jo være at sømmene ikke var særlige stærke på den, men det laver vi jo bare om" sagde Nora. Hun kiggede ud af vinduet og genkendte området.
"så er vi her miss" sagde han. En skærm dukkede frem fra sæden foran Nora. Den viste saldoen af turen, samt andre talværdier, som hvor lang de havde kørt osv. Nora klikkede på betal og scannede hendes kort på et markeret område på skærmen. En lille lyd kom fra skærmen og det betød at saldoen var blevet betalt.
"mange tak, miss. Jeg håber i to unge piger for en dejlig dag" sagde han venligt. Nora gik ud ad døren og stod foran den bekendte butik. Hun tog forsigtig fat i Violas håndled og tog hende med indenfor. Butikken så ikke ud af så meget på facaden og heller ikke indenfor, men deres kjoler var fantastiske. De var blandt andet kendt for deres gode egenskaber som syersker. Kjoler stod på siloer rundt i butikken. En yndig lille dame som ikke var højere end Nora kom gående forsigtig og løftede hendes hovedet med et professionelt smil på læben. Det professionelle smil forsvandt hurtigt da hun fik øje på Nora.
"Nora er det dig" sagde hun i en glad og overraskende tone. Hun gik hen og gav Nora et kram.
"Rart at se dig igen, Diane" sagde Nora og krammede tilbage. Nora viste Viola frem til Diane.
"Diane dette er min veninde Viola" sagde Nora til Diane. Diane nikkede og rakte hånden frem.
"Dejligt at møde dig Viola, jeg kan gætte at du skal have noget syet" sagde Diane, da hun opdagede kjolen som Viola holdte

Viola vendte sig rundt, så hun kunne se kjolen. "Min mors kjole er fin, men den jeg har på er sprækket hele vejen op, jeg er forresten Viola Donna Adelina" sagde viola med et lille smil. Hun så et billede af noget der lignede en model.

Diane viste Viola ind i et omklædningsrum. Omklædningsrummet var stort og flot, med tre store spejle. Der billeder af flere modeller, som har deres kjoler på.
"Miss Adelina, hvis du tager kjolen af herinde, kan du tage den her på" sagde hun og gav Viola en anden kjole, som ikke så ud af så ud af så meget, men var rød, enkel og smuk.

Viola tog sin ødelagte kjole af, og tog den nye på. Hun satte sit hår flot op, og kom så ud og så på dem. "Hvordan ser det ud?" sagde hun. Viola lignede modellen Keiko, som kom fra japan, og som stoppede modeljobbet for mange år siden

Nora kiggede og klappede og det samme gjorde Diane.
"Du ser fantastisk ud Viola" sagde Nora og Diane kunne kun være enig. Diane tog Violas kjole og satte sig hen til en symaskine. Selv om der allerede var nye maskiner som kunne sy, gjorde de det på den gamle dags måde. Diane pegede på nogle billeder på en væg.
"Nora arbejdede her i et stykke tid. Hun var blandt andet model for os" sagde Diane. Der var 5 billeder af Nora som havde 5 forskellige kjoler på.
"Der er faktisk mange flere af hende, men de her 5 var de bedste" sagde Diane glad og syede videre på kjolen. Nora gik rundt blandt de mange kjoler og mærkede dem, de var så flotte og bløde. Hun savnede faktisk at have sådan nogle på.
Nora smilede til Viola "Din kjole er snart så flot som ny igen" sagde Hun og smilede beroligende til Viola