Nyt eventyr! shopping uden penge //Viola//

hun smilede. "Modellen Keiko? giftede hun sig med den spanske fægte Don Diego? For min mor hedder Keiko," sagde hun og så på mens kjolen blev ordnet. Viola så en smuk kjole, men så så prisen og stivnede. Den var meget dyr

Nora lagde mærke til Violas ansigt udtryk, da hun bemærkede kjolens pris. Nora smilede og grine lavmælt af det. Hun gik en og placeret en hånd på Violas ene skulder.
"Hvad synes du om deres kjoler" sagde Nora glad

De er så vidunderlige smukke, men hvis jeg skulle have råd... så skulle jeg sælge mig selv for det" sagde hun, og så på billederne af modellerne, og kigger lidt på det af modellen keiko, og åbner så sin medalion. "Jamen det er jo mor!" udbrød hun

Diane stoppede med at sy, og kiggede på billedet.
"det kan godt passe. Vi har billedet fra Spanien, der havde vi vores butik inden vi flyttede den til England, så butikken blev desværre lukket ned." sagde Diane
Hun begyndte igen at sy.

"Så det var via der, at mor og far mødte hinanden" sagde hun. "Men kender du til den hvide kjole med viol broderierne" sagde hun så, og så på hende

Diane så på hende og kiggede derefter på kjolen. Hun blev helt overrasket. "Ja, det gør jeg faktisk. Det er en af vores tidligere kjoler. Men violin broderierne var ikke på da vi syede den til din moder. Jeg mener at violinerne selv er blevet syet på af din moder eller din fader" sagde Diane og stillede sig op og trak kjolen ud til dens fulde længde.
"jeg mener den er færdig nu" sagde hun og foldede den pænt sammen og lagde ned i en fin æske og ned i en pose og rakte den til Viola.
"behold kjolen du har på Viola, den klæder dig og jeg håber på det bedste frem over for dig" sagde Hun og smilede. Diane gik hen og krammede Nora.
"Nora mit kæreste , jeg har været så bekymret for dig. Det har alle faktisk været. Vi har savnet dig hernede. du må snart komme igen Nora" sagde hun og gav Nora et kys på kinden.
"Jeg vil også savne dig Diane og hils de andre fra mig og sig jeg har haft det fantastisk" sagde Nora og gik henimod døren og åbnede den for Viola, så de kunne komme udenfor

Viola gik hen til nora. Hun stoppede kort, og så på sine brune støvler, ikke det kønneste. Så hun tog støvlerne af, og gik barfodet med Nora

Vinden blæste og vinden føltes fantastisk. Det føles som om de havde overvindet noget fantastisk i dag! Hun kiggede på Viola.
"hvor skal vi hen?" spurgte hun

"Du bestemmer" sagde hun, og fjernede en sten fra sin fod. Hun smed stenen i en skraldespand, og gik så videre med Nora. "Måske kan vi finde flere som kender til mine forældre, noget der måske ved noget og far, og mine bedsteforældre" sagde hun

Nora kiggede på Viola. "Jeg ved ikke om jeg kender flere der kender dine forældre. Jeg tror bare vi var utrolig heldig at de første to steder du er henne, kender dine forældre" sagde Nora. Hun kiggede på Viola som stod barfodet
"Mmmmm vi bliver nød til at få dig nogle sko" sagde Nora og kiggede lidt forvirret rundt omkring gaderne. Hun fandt en skobutik.
"vi kan prøve at gå derind" sagde Nora og pegede på en butik der ikke lå længere væk end omkring de 50 meter.

Kan vi godt" sagde hun, og gik med hende der hen. "Men nora, du skal altså ikke bruge dine penge på mig, jeg finder på noget" sagde hun

"Viola! de andre har jo givet dig tingene gratis, denne gang er det min tur til at give dig noget" sagde Nora og åbnede døren indtil butikken. En sensor registrederede det og en klokke kunne høres. En mand, med en rimlig spinkel krops opbygning kom gående hen imod dem. han bukkede.
"Kan jeg hjælpe frøkerne med noget" spurgte han høfligt. Nora nikkede.
"ja" sagde hun og viste Viola hen til en siddeplads.
"Jeg vil genre have et par flotte sko som passer til min veninde her" sagde Nora og viste Viola frem med hendes hænder.
"Nogle specielle ønsker?" spurgte manden, Viola

hun trak på skuldrene. "Nogle hverdags sko, og måske nogle fine sko. Støvler passer ikke så godt med kjole og nederdel" sagde hun så. Hun lagde håret bag det ene øre. Viola havde nogle ret små fine fødder.

Manden vendte sig om og tænkte for hologrammet. Han tastede de forskellige emner ind, og forskellige sko dukkede frem fra hologrammet.
"så kan frøken selv vælge et par sko ved at bladre igennem dem her på hologrammet" sagde han.
Nora satte sig ned ved siden af Viola og nød det hele
"Når du har valg et par, skal jeg ind og hente det, så sig endelig til" sagde manden venligt

Viola så på nogle,"De sorte her, og så de hvide. Sort til normal, hvid til fin" sagde hun, og viste nora dem. "Der tilbud, to sorte par for et pars pris, så to par sorte, og et par hvide" sagde viola, og viste nora den samlet pris

Nora kiggede på skoene.
"De ser flotte ud" sagde hun og smilede. Manden gik hen til et rum og lukkede døren efter sig. Han kom straks ud igen med to skoæsker i hånden. han lagde dem ned og tog papiret ud af dem.
"Skal jeg hjælpe eller vil du selv?" spurgte han professionelt

hun anede ikke hvad hun skulle svare. hun så på nora, og prøvede så at holde sin fod frem mod manden. Men såret under hendes ene fod fra stenen, var ret tydelig. Så det ville sikkert snart bløde.

Nora bemærkede Violas forvirring og fortvivlelse.
"Sir, vi kan godt selv" sagde Nora uden nogle følelser i stemmen. Nora satte sig på knæ foran Viola og tog forsigtig hendes fod og bemærkede såret under foden.
"Sir, har du nogle plastre her?" spurgte hun.
"Yes, miss" sagde han og gik, men dukkede ligeså hurtigt op igen. Han gav Nora plastrene. Nora puttede dem på såret .
"sådan, så er det klaret" sagde hun med et smil. hun tog de sorte på Violas fod.
"hvad synes du selv Viola" spurgte Nora

"De er virkelig flotte, nu skal jeg bare øve i at gå med hæl" sagde hun. Det sidste sagde hun i sjov. Hun rejste sig op,og var kort ved at falde, men fandt hurtigt balancen, og tog nogle skridt. Det gik fint med at gå i dem

"de ser også godt ud på dig Viola" sagde Nora.
"vil du prøve det andet par?" spurgte Nora og og fandt dem frem fra skoæsken. Hun kiggede på manden.
"Sir, we would like to have the black ones" sagde hun med et smil. Han nikkede

Viola tog dem af, og prøvede så de hvide. De passede ikke, de var alt for store, "De er for store Nora" sagde hun, og viste nora det. De hvide var 3 numre for store. "Hvad vil passe til mors hvide kjole, med violerne på" sagde viola, og så på nora

"det ved jeg ikke" sagde hun. *Mmmmmm*
"Har du ikke nogle af din mors gamle ting. Du sagde jo at din mor sendte dig hertil, måske kan du få hende til at sende et par hvide sko" sagde Nora optimistisk.
"Det bedste er jo hvis du har noget helt personligt som kan passe til kjolen" sagde Nora

den eneste måde jeg kan kontakte min mor, er via brev, jeg har jo ikke telefon" sagde hun. Hun kunne sin mors nummer, men på grund af de ikke havde mange penge, var der jo kun råd til hjemme telefonen.

Nora fandt hendes mobil op af tasken. Hun satte den på Violas øre, og en skærm sprang skærm, så det lignede et par briller.
"Du siger bare numret højt og så ringer den op" sagde Nora og pakkede de hvide sko sammen. Hun gav skoæsken til ham også skoæsken med de sorte sko i.
Han gik hen og tog en betalings terminal hen til Nora og hun scannede kortet.
"Så er de sorte sko købt" sagde hun tilfreds

viola snakkede med sin mor. "si si, si ja jeg har fået venner, si mor...si si, når jeg tjener, sender jeg pengene hjem... si...si mor okay,mange tak" sagde hun og gav nora telefonen. "Mor skal arbejde fire dage for at kunne sende de hvide sko af hendes, der passer til kjolen. og når det er gjort, så kommer de" sagde hun