En ven fra fortiden //Mia//

Sted: mødelokalet
Tid: Efter skolen
Omgivelser: nogle få elever, som sidder og hygger sig.
Vejret: støvregn
Påklædning: hendes uniform

Nora sad på en stol og læste i en bog. Denne gang handlede bogen om det latinske sprog. Da Nora ladrig glemte det hun læste besluttede hun sig at lærer en hel masse sprog. Hun læste, men engang imellem savnede hun dog nogle at grine med. Hun sukkede og læste stille videre.

Mia gik igennem møde lokalet, det var sådan set fordi hun bare skulle igennem, hun havde ikke rigtig noget hun skulle her.
Det var et tilfælde hun fik set op og så en pige læste, en meget bekendt pige.
Mia stoppede midt i det hele og stirret på pigen "No-Nora!"

Nora tog øjne fra bogen og kiggede op på pigen. *hvordan kender hun mit navn....* tænkte hun. Hun kiggede på hende. *Hun virker bekendt...men hvor* Hun lade bogen fra sig, og rejste sig op og kiggede på pigen *hvor henne.....Micha....nej nej, NEJ*. Hun åbnede hendes mund og tog fat i hver af Mias skulder.
"nej, det kan ikke passe.....Michael" sagde Nora overrakset

Mia tog hånden for Noras mund og trak hende hurtigt ud af møde lokalet, her var ikke tomt og hun ville gerne kunne snakke i privat, hun kunne ikke nå til en af tårne, de ville blev stoppet og derfor hiv hun Nora ind I et skab.

Nora gjorde ikke oprør og fulgte bare med Mia ind i skabet. Da skabsdøren blev lukket i, begyndte hun.
"Hvor er det dejligt at se dig igen. Jeg kunne ikke engang genkende dig, og du er startet her på akademiet, hvor er det dejligt" sagde hun ud i en sætning.

Mia nikkede og rødmede kraftigt "Nora, det så længe siden" hun fik tåre i øjne og tog brillerne af for at tøre dem.

"jeg kan ikke tror det" sagde Nora med en endnu større smil. Hun omfavnede Mia. "Jeg troede aldrig jeg ville få dig at se igen, da dine forældre sendte mig væk. Jeg er også helt sikker på at de brændte mine breve som jeg sendte til dig" sagde hun med en lidt hulkende stemme. Hun tog fat i Mias skulder og observerede hende med en arms længde.
"Du har jo fulgt mit råd" sagde Nora overraskende

Mia nikkede stille "Har ikke fået dine breve, men jeg har fulgt dit råd og jeg har det meget bedere nu" sagde hun med et smil.

"hvor er det dejligt at se OG hører" sagde Nora og begyndte at græde af glæde. Hun tørrerede dem væk med hendes ærme og kiggede endnu engang på Mia.
"Jeg kan vel gætte mig frem til at der ikke er nogle der ved det" sagde Nora

"Min lære og sygeplejeske ved det, og nogen har fornemmelser men ellers ikke" Mia rødmede og så ned, tørret sine egne tåre væk.

"Så du har vel fået et nyt navn" sagde Nora og krammede Mia endnu engang. "alt det du har været igennem min kære, uden at jeg har været ved din side og hjælpe dig. jeg er så stolt af dig" sagde Nora og smilede til hende

Mia nikkede og smilte "Jeg hedder Mia nu" hun krammede Nora igen og var så glad for hun havde fundet sin gamle ven igen.

"Mia. Det er da et kønt navn" sagde Nora og smilede. Hun åbnede skabsdøren og trådte ud igen.
"jeg skal nok holde på din hemmelighed" sagde Nora og rakte sin hånd hen til Mia

Mia smilte lykkeligt og tog Mias hånd "Mange tak Nora, det betyder meget for mig"

"alt for dig Mia" sagde Nora og tog Mia med hende ind i mødelokalet igen. Hun satte sig ned på stolen, hvor hun sad før. Bogen var der endnu og lå uberørt på bordet.
"fortæl mig Mia, hvordan har du haft det, siden jeg forsvandt" sagde Nora og lagde hendes hånd ovenpå bogen

"Jeg havde det rigtig dårligt i starten, prøvet faktisk at løbe hjemme fra, men jeg gjorder som du sagde, købte kjoler, lod mit hår vokse, og det fik mig til at føle mig bedere tilpas" Mia satte sig og slappede af, så på Nora med et smil.

"jeg er glad for at du har det bedre med dig selv" sagde Nora. Hun følte allerede et tryk fra hendes skulder blev lettet. I alt den tid, hvor hun ikke har haft kontakt eller set Mia, havde hun været så bekymret, men Nora smilede. Hun kiggede på Mia, hun var så køn og flot. Hun bemærkede covert ops mærket.
"Jeg kan se at du er en covert ops" sagde hun og smilede

"Tja, jeg har et tallent for forklædninger" Sagde Mia med et smil "og jeg blevet rimlig atletisk og smidig" hun smilte glad

Nora smilede af Mia. Hun kunne ikke rigtig beskrive, hvordan hun følelede.
"Jeg er bare så stolt af dig Mich....Mia" sagde Nora og lænede sig ind over bordet for at give hende et kram

Mia krammede igen og smilte glad "Tak Nora, det virkelig rart at høre, mine forældre er holdt op med at brokke sig... de inorere mig bare for det meste"

"det er da ikke godt" sagde Nora og lagde hendes hoved ned på bordet, mens hun stadigvæk lå lænet ind over bordet.
"men husk altid på, at jeg altid vil være stolt af dig" sagde Nora og smilede endnu engang.

Mia smilte glad med tåre i øjne "Det jeg meget glad for at høre Nora, jeg har virkelig savnet dig" hun rødmede svagt.

Hun tog begge hendes hænder om til Mias hår og pjuskede det rundt.
"Jeg har da også savnet dig, sit fjollehoved " sagde Nora og smilede. Hun kiggede på Mia og huskede noget.
"Mia jeg har faktisk noget til dig, vil du vide hvad det er?" sagde hun drillende

Mia nikkede stille og prøvet at ratte sit hår og rødmede.

Nora lå stadigvæk lænet over bordet. Hun kørte hendes ene arm ned i hendes lomme, hvor hun fandt en æske frem. Hun gav æsken til Mia.
"jeg ved godt at æsken ikke er særlig køn, men jeg havde selv lavet den til dig. Jeg skulle til at give den til dig, men så blev jeg jo sendt bort." sagde Nora. Hun viste et lille håndtegn til at Mia godt måtte åbne den